Tobis
Tobisen, på latin “Ammodytes tobianus”, er en af de vigtigste fisk her i Danmark, set fra et økonomisk perspektiv. Torsken sætter sig tungt på førstepladsen, og der skal meget til at vælte den ned fra tronen.
Men lige efter torsken kommer overraskende nok tobisen, der udgør mellem 30-50% af al dansk fiskeri. Ved daglig tale går tobisen også under navnet “sandgrævlingen”.
Det er dog ikke tobisens kød vi danskere er så vilde med. Nej, det der gør den vældig populær, er dens medvirken som fundament i mange andre fiskeprodukter.
Den er nemlig grundstammen i meget fiskemel og fiskeolie, modsat torsken der hovedsageligt bliver brugt som spisevare.
Et fælles træk med fladfisken
Med sin lange og tynde krop ligner tobisen langt fra fladfisken, som er så velkendt på sin flade, runde krop. Dog har den et andet kendetegn, som den direkte kunne beskyldes for at have stjålet fra fladfisken.
Når der er fare på færre, så graver tobisen sig nemlig ned i den grove sandbund, indtil fjenderne er drevet bort. Til daglig tager tobisen sine svømmeture på en dybde, der kan variere på alt mellem 10 til 100 meter.
Den er vigtig i fødekæden for større fisk, så det er indimellem et problem blandt fiskebestanden, når vi fanger så mange tobisfisk som vi engang gør. Det betyder nemlig, af flere af de større fisk ikke kan få deres normale føde, og derfor bliver der mindre af dem.
Klæber sig til sandkornene
Tobisen svømmer kun frit rundt i de danske farevande i sommermånederne, og det er derfor også i denne periode, hvor al industrifiskeriet af tobisfisken foregår.
Både i maj, juni og juli er tobisen meget populær, og derfor bliver der sat ekstra kræfter ind i denne periode for at fange flest tobisfisk som overhovedet muligt.
Tobisen bliver klar til gydning, når den har rundet de to år. Når gydningsperioden indtræffer, så lægger tobisen omkring 30.000 æg. Disse æg lægger sig på sandbunden, og klæber sig fast til de små sandkorn i perioden op til udklækningen. Ungerne kommer til verden efter små tre uger inde i æggene.