Sej

Sejen går under flere forskellige navne. Heriblandt er gråsej eller mørksej et populært navn blandt fiskere. Mørksejen er også i familie med lubben, som modsat går under navnet lyssej. De er begge en torskefisk, som blot adskiller sig fra hinanden på deres farver. På latin går den under navnet ”Pollachius virens”.

Mørksejen er den mørkeste blandt alle sine artsfæller i torskefamilien. Den kan kendes ved, at den har en meget mørk ryg, med et svagt blåligt eller olivengrønt skær. Bugen er derimod hvid, mens den har en lys sidelinje. Samtidig har den et stort underbid, samt ingen skægtråd hos de voksne sejer. Nogle af den yngste sejfisk har en lille skægtråd.

Fanges under gydningen

Sejen gyder op til fire millioner æg, hvilket sker i saltholdigt vand. Vandtemperaturen skal ligge mellem 6-8 grader, før sejen gyder. Gydningstiden finder sted i perioden mellem februar og april måned, og foregår på dybt vand. Oftest på minimum 100 meters dybde.

Når gydningsperioden går i gang, så bliver der sat et målrettet fiskeri ind mod sejen. Herhjemme foregår dette i store dele af Skagerrak samt i Norske Rende. Sejen befinder sig oftest omkring skibsvrag og boreplatforme, så det er nemt for fiskerne at målrette fiskeriet.

Ved De Britiske Øer finder man den største jagt på sejer, som også foregår på samme måde som herhjemme. Under fiskeriet bliver der typisk anvendt garn, trawl, not eller kroge.

Spisekvaliteten topper det meste af året

Du behøver ikke blive bange for at sætte tænderne i sejen, bare fordi den går under det navn. Den har ganske velsmagende kød, som er en del mørkere og blødere end den normale torsk. Dog er det også en smule federe. Ligesom det er tilfælde ved torsken, så kan du også nemt dampe, koge, stege eller grille sejen.

Der er sæson for sejen hele året rundt. Skulle det ende med, at du vil have sejen til aftensmad en dag, så topper spisekvaliteten helt fra juni måned til og med december. Derfor har du ikke så travlt med at få det til at passe ind i din kalender, da den faktisk kan anbefales halvdelen af året.

Skriv en kommentar

Søg
Annonce
Fiskemagasinet på dk4
Nye kommentarer